Author Archives: LouisePedersen

Gammeldags fastelavnsboller med creme

Gammeldags fastelavnsboller

Gammeldags fastelavnsboller med creme

Disse klassiske fastelavnsboller med creme og syltetøj går aldrig helt af mode! Man kan lave dem med det indhold man nu lige lyster, dem her har jeg lavet med creme og syltetøj. De smager også dejligt med f.eks remonce eller chokolade i.

Opskriften er stort set identisk med opskriften på skoleboller, det er samme bolledej og creme jeg har brugt til begge fastelavnsboller.

Fastelavnsbollerne er pyntet med en glasur savet på kaffe, chokoladekugler og krymmel.

 

Ingredienser:

Bagefast kagecreme

Korn fra ½ vanillestang

2½ dl sødmælk

3 æggeblommer

75 gr sukker

25 gr maizena

Hindbærmarmelade

 

Fastelavnsboller ca 15 stk.

25 gr gær

2½ dl sødmælk

½ sammenpisket æg

75 gr smør

75 gr sukker

½ tsk salt

ca 500 gr mel

 

Pynt

Æg til pensling

Flormelis, kakao og lidt stærk kaffe til glasur

Krymmel

 

Sådan gør du:

Bagefast kagecreme

Pisk æggeblommer, vanille og sukker til det bliver lyst og luftig. Tilsæt maizena og pisk i.

Bring mælken i kog og rør den i ægge/sukker blandingen. Hæld det hele tilbage i gryden og bring det i kog igen under kraftig piskning.

Cremen er klar når den er tyk og “budding” agtig. Hæld cremen op i en skål og læg husholdningfilm nedover og kom den herefter på køl.

Det er altid bedst at lave cremen dagen i forvejen, så den har god tid til at tykne og sætte sig. Har man ikke tid til det, skal den som minimum køle i 4-5 timer.

 

Bolledej:

Lun mælken og kom den op i en skål sammen med gæren. Rør gæren ud.

Kom resten af ingredienserne undtagen mel og smør op i skålen.

Under æltning enten ved håndkraft eller på maskine, tilsættes melet og smørret lidt ad gangen. Smørret må gerne være lidt blødt men stadig koldt, og skæres bare i små firkanter inden det tilsættes dejen.

Dejen er færdig når den lige akkurat kan trilles til en bolle. Jo mindre mel der er i, jo bedre bliver de!

Lad dejen hæve til den når dobbelt størrelse, det tager ca. en time.

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse og skær den i firkanter på ca. 10×10 cm.

Kom en tsk. creme og lidt marmelade på hver firkant.

Fold hjørnerne ind mod hinanden og tryk samlingerne godt sammen, så creme og marmelade ikke flyder ud.

Kom dem på en bageplade og lad dem hæve i ½ time. Pensel dem med et sammenpisket æg og bag dem i ca. 12 minutter i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft.

Når bollerne er kølet af, laves en glasur af flormelis, kakao og kaffe og bollerne pyntes efter fri fantasi.

 

Skoleboller med glasur

Skoleboller

Boller med creme, glasur og kokos.

Nogle gange sker det at man ser et billede af noget bagværk, som man bare bliver nødt til at lave med det samme, når fristelsen er for stor. Det skete for mig her forleden dag… Jeg så et billede på instagram af disse boller og der gik ikke mange øjeblikke før jeg var igang med en dej der kunne kold hæve natten over og en kagecreme så det var lige til at gå til dagen efter.

Jeg husker dem tydeligt fra min barndom hvor jeg boede nogle år i Norge. Nordmændene spiser dem året rundt, til både hverdag og fest og kan i bedste fald sammenlignes med vores egen kanelsnegl.

Hvis du vil prøve et alternativ til gammeldags fastelavnsboller, så er disse et rigtig godt bud! De er jo i virkeligheden ret ens, her har man bare cremen udenpå sammen med kokos.

Jeg har bagt dem to gange i denne uge, så med behov for sødt bagværk er tiltfredstillet lige pt, men jeg er ret sikker på at den er kommet for at blive! Vil bestemt anbefale at man prøver opskriften og meld endelig tilbage om de falder i Jeres smag 🙂

 

Ingredienser:

Bagefast kagecreme

Korn fra ½ vanillestang

2½ dl sødmælk

3 æggeblommer

75 gr sukker

25 gr maizena

 

Bolledej til ca 15 stk.

25 gr gær

2½ dl sødmælk

½ sammenpisket æg

75 gr smør

75 gr sukker

½ tsk salt

ca 500 gr mel

 

Pynt

1 sammenpisket æg til pensling

Flormelis + vand

Kokosmel

 

Sådan gør du:

Bagefast kagecreme

Pisk æggeblommer, vanille og sukker til det bliver lyst og luftig. Tilsæt maizena og pisk i.

Bring mælken i kog og rør den i ægge/sukker blandingen. Hæld det hele tilbage i gryden og bring det i kog igen under kraftig piskning.

Cremen er klar når den er tyk og “budding” agtig. Hæld cremen op i en skål og læg husholdningfilm nedover og kom den herefter på køl.

Det er altid bedst at lave cremen dagen i forvejen, så den har god tid til at tykne og sætte sig. Har man ikke tid til det, skal den som minimum køle i 4-5 timer.

 

Bolledej:

Lun mælken og kom den op i en skål sammen med gæren. Rør gæren ud.

Kom resten af ingredienserne undtagen mel og smør op i skålen.

Under æltning enten ved håndkraft eller på maskine, tilsættes melet og smørret lidt ad gangen. Smørret må gerne være lidt blødt men stadig koldt, og skæres bare i små firkanter inden det tilsættes dejen.

Dejen er færdig når den lige akkurat kan trilles til en bolle. Jo mindre mel der er i, jo bedre bliver de!

Lad dejen hæve til den når dobbelt størrelse, det tager ca. en time.

Dejen skal ikke æltes igen, før den trilles, man tager bare dejen direkte fra skålen og deler den i klumper a ca 50 gr, før den trilles til boller.

Rør kagecremen glat, før den kommes i en sprøjtepose.

Lav en fordybning i hver bolle og fyld hullet med creme. Lad dem efterhæve i 30 minutter.

Pensel dem med et sammenpisket æg.

Bollerne bages i ca 12 minutter ved 200 grader varmluft.

Når bollerne er kølet af, pyntes de med hvid glasur og trilles i kokosmel.

 

 

Kage med Mirror Glaze

Moussekage med spejlblank mirror glaze.

Puha, det er lang tid siden jeg sidst har delt noget herinde med Jer, det en næsten helt flovt, for jeg kan jo se at I stadig følger med herinde og det er jeg super taknemmelig for!

Men nu skulle det altså være, der er ingen vej udenom længere… Bevæger man sig lidt rundt i kage verdenen som jeg gør, så er der et ord der er på alles læber i denne tid: Mirror glaze. Facebook, instagram og alle de andre sociale medier, bugner af det ene smukke billede efter det andet af kager der skinner om kap med solen og her vil jeg på bedste vis beskrive hvordan du selv kan lave en kage der vil trække tæppet væk under selv den største kageelsker!

Og hvad er mirror glaze så, det er sukkermasse man glaserer sin kage i, så den får et spejlblankt udseende. Glazen kan variere i uendelige farveskalaer og med forskellige teknikker ind over, så man får nogle helt fantastiske udtryk.

Jeg har gået i evigheder og pønset på om ikke jeg snart skulle prøve, det er bare ikke rigtig blevet til noget, før nu. Jeg havde et indtryk af at det var en super svær og bøvlet process for at sige det lige ud, men der tog jeg fejl! Det her er mit første forsøg med mirror glaze og som altid når jeg prøver noget nyt, så deler jeg mit første forsøg her på bloggen.

Dette indlæg omhandler mirror glazen, så I får ikke en decideret opskrift på selve kagen i denne omgang, men jeg kan fortælle at den bestod af en hindbærmousse og en nøddebund.

Formen jeg har brugt til projektet her, er en form fra det italienske mærke silikomart og formen hedder eclipse.

Formen kan indholde en mængde svarende til 1/2 l mousse + bund.

Man kan jo i virkeligheden lave præcis den mousse og bund som man ønsker og man kan eksperimentere med flere forskellige lag osv. Jeg valgte at lave en nem og simpel kage, ville ikke spile for meget krudt på den, hvis det ikke lykkedes med min mirror glaze. Man kan også bruge lige præcis den form man ønsker, om den er rund eller firkantet, høj eller lav det er ligemeget, fidusen er bare at kagen nemt skal kunne løsnes fra formen da den skal på frost.

 

Nå, men tilbage til hvad det hele drejer sig om, nemlig mirror glazen! Jeg synes det har været lidt en jungle at finde en brugbar opskrift, specielt fordi de fleste er på udenlandsk og det kan være lidt svært at se om det er “noget der funker”… Derfor valgte jeg den nemme løsning og bruge en af de opskrifter der blev brugt i Den store bagedyst, for der havde jeg da en mulighed for at se resultatet af opskriften. Valget blev Sune’s model, det var ham der lavede den sorte marmorkage, så jeg tænkte: nem opskrift + fint resultat = stor mulighed for succes! – den prøver jeg…

 

Denne mængde glaze rækker til en kage der måler ca.5 x 20 cm

Ingredienser:

Mirror Glaze

6 blade husblas

150 gr sukker

88 gr vand

150 gr glukosesirup

100 gr kondenseret mælk

150 gr hvid chokolade

farve

 

Jeg har pyntet min kage med:

Friske ribs

Lakridskugler fra Johan Bülow

Valrhona Dark Chocolate Pearls

 

Sådan gør du:

Lav kagen dage i forvejen, så den er bundfrossen når du skal bruge den.

Kom husblassen i blød i iskoldt vand.

Kom sukker, vand og glukosesirup i en gryde og giv det et opkog.

Ta’ gryden af varmen og rør den udblødte husblas og kondenseret mælk ud i sukkermassen.

Hak den hvide chokolade fint og kom det op i en skål. Hæld den varme glaze masse ud over og rør meget forsigtigt rundt med en spatel mens chokoladen smelter. Undgå for alt i verden at røre/piske luftbobler ind i glazen.

Hæld glazen op i et litermål og tilsæt den ønskede farve.

Med en stavblender emulgeres massen. Sæt stavblænderen skråt ned i glazen og blend i et par minutter. Forsøg at hold stavblenderen i ro, så der ikke pumpes luft ind i glazen.

Lad glazen køle ned til den er mellem 30 og 35 grader varm.

Når mirror glazen har den rette temperatur, så tages kagen ud af fryseren. Befri den fra formen og placer den oven på et drikkeglas eller noget andet højt og smalt. Beklæd gerne køkkenbordet med et par stykker bagepapir, så glazen kan dryppe ned, uden det helt store grisseri.

Start med at hæld glazen ned over kagen, fra midten og ud rundt til kanten i en konstant og jævn stråle. Brug ca. halvdelen af glazen. Vent et par minutter og gentag med resten af glazen så den reelt set får to lag, så dækker det pænest.

Lad kagen stå og dryppe af et par minutter og trim den nederste kant, så den ikke har “dryppere” hængende. Placer kagen på et fad og kom den på køl.

Jeg lavede min kage aftenen før jeg tog disse billeder, og jeg kunne ret nemt se at den faktisk havde mistet lidt af sin shine. Jeg vil derfor råde til, at har man mulighed for det, så glazer kagen samme dag den skal serveres! 🙂

Jeg håber I kan bruge min lille guide her til noget og man er som altid velkommen til at stille spørgsmål både herinde og man må også gerne fange mig på instagram! @sukkerhjerte 🙂

Dette indlæg indeholder affiliate links

Påske Pina Colada macarons

 

Påsken er lige om hjørnet. Det betyder påskefrokoster, hygge og ikke mindst påskekager! Jeg har kreeret disse små kanin macarons med hvid chokolade/pina colada ganache og jeg synes selv de er ret så nuttede… Er sikker på at de vil bringe et smil frem hos både børn og voksne.

Det er slet ikke svære at lave, de tager tog lidt længere tid at lave end normale macarons, men de er tålmodigheden værd! 🙂

 

Ingredienser:

ca. 50 skaller / 25 sammenlagte kaniner

 

Macarons:

150 gr + 20 gr sukker

½ dl vand

55 gr + 55 gr æggehvide

150 gr mandelmel

150 gr flormelis

Lyserød pastafarve

div. glimmer

 

Pina Colada ganache:

300 gr hvid chokolade

1 dl fløde

40 gr honning

Saft fra 1/2 frisk ananas

(kan enten juices eller skæres i små stykker og kommes i en gryde med lidt vand. Kog ananasen igennem og puréer med en stavblender. Si frugtmassen, så der kun er juice tilbage)

1 dl kokosvand fra dåse

3 spsk lys rom

 

Dekoration:

Glasur lavet af æggehvide og flormelis

Spiselig pink dust farve

evt. spiselig tush

Krymmelkugler til halen

 

Sådan gør du

Pina Colada ganache:

Laves dagen i forvejen.

Smelt den hvide chokolade over vandbad og stil den til side.

Ananas saft og rom koges ind til en halvtyk sirup. Når siruppen begynder at brune en lille smule og hænge lidt fast i bunden på kasserollen, så er den færdig.

Fløde, kokosvand, ananas/rom sirup og honning bringes til kogepunktet, det må gerne lige boble let i 5 sekunder.

Hæld 1/2 dl af massen over den varme chokolade og rør godt til med et piskeris. Fortsæt 2 gange mere, så der i alt kommer 1 1/2 dl væske op i chokoladen. Resten af væsken kasseres.

Kom den færdigrørte ganache i en beholder med husholdningsfilm ned over og stil den på køl til næste dag.

 

Macarons:

Pisk 20 gr sukker med 55 gr æggehvide til det bliver en hvid luftig marengs der danner bløde toppe. Brug gerne en røremaskine, det gør arbejdet meget lettere.

Kom vand og 150 gr sukker i en kasserolle og lad siruppen koge indtil den når 118 grader.

Imens røremaskinen kører på fuld blæs, hældes den varme sirup i, i en tynd stråle. Marengsen vil nu blive meget varm og “vokse” lidt i skålen. Lad marengsen køre indtil den er næsten kold.

Tilsæt lyserød pastafarve.

Sigt flormelis og mandelmel sammen i en skål. Tilsæt 55 gr æggehvide og rør det sammen. Massen får en marcipan agtig konsistens.

Når marengsen er pisket næsten helt kold, blandes den i “marcipanmassen” lidt ad gangen, indtil det hele er godt blandet sammen og dejen er flot blank.

Kom dejen i en sprøjtepose med en glat tyl, den jeg bruger er ca ½ cm. Jeg vil anbefale at man ikke bruger en tyl der har en åbning på over 1 cm, for så bliver det svært at styre.

Sprøjt ca 50 alm. macarons ud, så for at der er god plads mellem rækkerne ved halvdelen af dem, for der sprøjtes der nemlig to ører oven på.

Drys med lidt glimmer på tipperne af ørene i f.eks guld eller en anden fin farve.

Disse macarons skal ikke stå og trække inden de bages.

Bag dem i 12-15 minutter i en forvarmet ovn på 150 grader. Jeg bruger altid varmluft.

 

Montering:

Mal først lyserøde kinder på hovederne med en lille pensel og noget pink dust.

Med en tyk glasur sprøjtes der ører og snude på. Drys med glimmer på ørene.

Mal øjne og knurhår på med en spiselig tush. Kan evt. også laves med sort glasur.

På bagdelene laves der små haler med glasur og/eller krymmel.

Sæt “hoved” og “hale” sammen med en klat lækker ganache.

Læg kaninerne på køl til dagen efter, så er de bare helt perfekte!! 😉