Gulerodskage

 

Less er ikke altid more, sådan havde jeg det i går da jeg gik i sving med denne svulstige gulerodskage!

Tænkte, den skal bare have hele armen, hvad lækre ingredienser og pynt angår… Det er trods alt kun påske én gang om året! 😉

Jeg elsker en krydret og super fugtig gulerodskage med rigeligt ostecreme, så kan det næsten ikke blive bedre. Kagen har fået godt med kanel, rosiner og valnødder, og det giver altså bare en lækker struktur og dybde i smagen sammen med det mørke sukker…

Kagen er pyntet med håndlavede marcipan gulerødder og mini marengs drysset med kanel. Gulerødderne er måske lidt kitsch og ikke så stilrene som kagepynt gerne skal være i dag, men jeg synes altså de er super sjove og hyggelige… Så hvis man har lidt tid, så synes jeg bare man skal kaste sig ud i lidt marcipan grøntsager, så der er noget der kan pryde påskebordet! 🙂

gulerod5

Ingredienser:

Gulerodskage

3 æg

1½ dl solsikkeolie eller anden smagsneutral olie

190 gr brun farin

200 gr sukker

½ dl lys sirup

225 gr hvedemel

300 gr skrællede og fintrevne gulerødder

2 tsk kanel

½ tsk salt

1 tsk natron

100 gr grofthakkede valnødder

2 dl rosiner

 

Ostecreme

120 gr blødt smør

200 gr philadelphia

250 gr flormelis

Korn fra ½ vanillestang

 

Mini marengs

1 æggehvide

50 gr sukker

50 gr flormelis

Lidt kanel

 

Marcipan gulerødder

Lidt marcipan

Flormelis

Pasta/konditorfarve

Lidt kakao

 

Sådan gør du:

Gulerodskage

Start med at lægge rosinerne i koldt vand i ca. en halv time. Så undgår man at rosinerne bliver sådan nogle små brændte knolde inde i kagen.

Start ovnen på 170 grader varmluft.

Bland først alle de tørre ingredienser. Rør godt rundt med et piskeris, så der ikke ligger klumper af brun farin. Alternativt kan hele molevitten også sigtes.

Riv gulerødderne, hak valnødderne og si vandet fra rosinerne. Kram gerne rosinerne så mest mulig væde løber fra.

Kom resten af ingredienserne oven i de tørre og rør godt rundt med en grydeske.

Beklæd en alm. springform med bagepapir og kom dejen herop i.

Bag kagen på midterste rille i ca. 40 minutter. Stik gerne en kniv eller strikkepind i kagen efter 30-35 minutter for at se om den er ved at være færdig… Bagetiden kan godt variere lidt, alt efter hvor hårdt ens ovn bager.

Når kagen er færdigbagt, stilles den bare til afkøling.

 

Ostecreme

Pisk den bløde smør med flormelis og vanille til det bliver lysere. Tilsæt philadephia osten og pisk 30 sekunder, til det hele er godt blandet, lyst og cremet. Pas på med ikke at piske i for lang tid…

 

Mini marengs

Pisk æggehviden sammen med sukkeret til det bliver en luftig marengs. Marengsen må ikke være flydende, men den bliver heller ikke fuldkommen stiv, pga den lave sukkermængde. Sigt flormelisen i og rør det sammen, – nu får marengsen den rette konsistens.

Kom marengsen op i en sprøjtepose og tryk bittesmå toppe ud på et stykkebagepapir. Toppene er på størrelse med en ært. Lav også gerne nogle der er lidt større, ca. på størrelse med en lille vindrue.

Sigt en smule kanel over toppene, så de får et flot udseende.

Bag marengsen i 15 minutter ved 100 grader varmluft.

 

Marcipan gulerødder

Ta’ en klump marcipan, – jeg brugte ca. 150 gr og ælt den med rigelig flormelis. Marcipanen skal være mættet af flormelis, dog ikke være tør.

Ta’ lidt fra og farve et grønt til toppene. Resten farves orange, jeg brugte pastafarve.

Tril den orange marcipan først til kugler og derefter til de får gulerodsform. Mine blev til små tykke carrotter og nogle af dem lod jeg bare være runde, så det ligner at de stikker op af kagen…

Med en lille kniv laves der streger i gulerødderne og derefter kan man male lidt ekstra farve på, så de ikke er så ensartede og blege i udtrykket. Pastafarven kan blandes op med lidt klar alkohol, så man kan male det på. Alkoholen fordamper og efterlader ikke smag.

I toppene af gulerødderne laves der en lille fordybning. Enten med et fondant værktøj, eller med enden af pensel. Med en pensel “maler” man med lidt kakaopulver ned i fordybningen, så det kommer til at ligne lidt jord.

Den grønne marcipan har jeg trykket igennem en hvidløgspresser, samlet i små buketter og trykket ned i fordybningerne.

 

Opbygning:

Smør den helt afkølede kage op med ostecreme. Kom resten af ostecremen i en sprøjtepose med en tylle efter ønske. Jeg har brugt en såkaldt fransk tylle, den har en masse små takker og er ca. 1 cm i dia.

Sprøjt små toppe ud i forskellige størrelser henover midten af kagen.

Læg marcipan gulerødderne oven i toppene, så de er godt fordelt.

Placer en masse af de små marengs toppe over hele kagen og drys til sidst med f.eks lidt hakkede pistacienødder eller andre nødder.

Sådan ser min påskekage ud i år, jeg håber I kan lide den og finder inspiration i den, hvad end man er til “less is more” eller “jeg giver den hele armen” 🙂

SONY DSC

 

 

 

6 tanker om “Gulerodskage”

Skriv et svar til LouisePedersen Annuller svar