Mazarinkage med chokolade og blåbær

Denne mazarinkage er simpelthen for vild! Den kan spises direkte fra køleskabet, hvor den bliver lidt konfektagtig, eller nydes tempereret, hvor den er blød og fugtig. Den bliver kun bedre efter et par dage på køl!

Ingredienser og fremgangsmåde:

Mazarinkage:

  • 300 gr sukker
  • 300 gr blødt smør
  • 400 gr økologisk marcipan
  • 6 æg 
  • 200 gr hvedemel
  • 100 gr økologiske blåbær fra frost
  • 100 gr mørk chokolade i knapper eller groft hakket. Jeg har brugt knapper fra Callebaut 

Riv marcipanen og pisk den sammen med sukker og smør. Pisk 1 æg i ad gangen. Bland de frosne bær og chokoladen i melet, og vend derefter blandingen i marcipanmassen.

Smør en springform på ca .26 cm i dia. med smør og drys den med mel. Kom dejen op i og bag den ved 175 i ca. 45-55 minutter. Bagetiden kan variere.

Glasur:

  • 2 spsk kakao
  • 1 dl letmælk
  • 60 gr smør
  • 50 gr sukker
  • 100 gr finthakket mørk chokolade

Kom kakao, mælk, smør og sukker op i en kasserolle og giv det et let opkog, mens der piskes. Kom blandingen over den finthakkede chokolade i en skål og røre godt rundt med en dejskraber. Lad glasuren køle lidt og hæld den derefter over den helt afkølede mazarinkage.

Kagen her er ret stor og der er voldsomt meget marcipan i, men det er altså der giver den her konfekt agtige konsistens. Man kan sagtens skære ned på marcipanen, så den bliver en mere klassisk mazarinkage, det går bestemt ikke ud over smagen.

Ved at vende de frosne bær og chokoladen i melet, før jeg vender det i resten af dejen, undgår jeg at det lægger sig som et tykt bundfald af bær og chokolade nede i bunde.

Ønsker du en helt klassisk mazarintærte, halver da opskriften og undlad bær og chokolade. Så får du en flad mazarinkage, som smager fantastisk med en fed cremefraiche til. 

Opskriften er lavet i samarbejde med Odense Marcipan og indeholder affiliate links.

Skriv et svar