Super nemme kransekager

Nytåret nærmer sig og traditionen tro, så skal der serveres kransekage og bobler kl.24, det giver ligesom en god og sukkersød start på det nye år!

Har man lyst til at lave sin egen kransekage, men ikke helt har mod på at kaste sig ud i et stort tårn, eller måske er lidt usikker på kransekage generelt, så er her en super nem opskrift og fremgangs metode hvor ALLE kan være med!

Disse små yndige hjerter kan laves på nærmest rekordtid, pyntes på alle mulige forskellige måde og så ligner de en “lille” million og vil med garanti sætte et stort smil på de allerede feststemte gæster.

 

Kransekagerne kan sagtens laves på torsdag og serveres i “sidste øjeblik” eller man kan lave dem senest onsdag, så de lige får mulighed for at komme en tur i fryseren, så bliver de nemlig lige lidt ekstra lækre! – men begge dele will do!

 

Ingredienser:

ca. 20 små hjerter

 

Kransekager:

300 gr marcipan

15 – 20 gr æggehvider

100 gr sukker

 

Pynt:

Glasur lavet af en lille æggehvide, 200 – 250 gr flormelis og en smule eddike

evt. lidt rosa pastafarve

tempereret mørk chokolade eller mørk chokoladeovertræk

frysetørrede  hindbær

finthakkede pistacienødder

 

Sådan gør du:

Ælt marcipan sammen med sukker og æggehvide. Hold lidt igen med æggehviden, massen skal kunne rulles ud og må derfor ikke blive for lind.

Drys bordet med en smule flormelis og rul kransekagemassen ud i 1 1/2 cm tykkelse. Brug en lille hjerteudstikker (eller en hvilken som helst anden form) til at stikke kransekager ud med. Mine hjerter måler ca 4 x 4 cm.

Bag hjerterne i en forvarmet ovn ved 210 grader varmluft i ca 12 minutter, de skal være fint gyldne, så hold ekstra godt øje med dem de sidste par minutter. Bag dem på to plader, så undgår man at de bliver brændte i bunden.

Lad dem køle lidt af på pladen inden de tages af, så de kan sætte sig lidt. Kom dem meget gerne på frost til næste dag, men 2-3 timer kan også gøre tricket.

Temperer 100 gr mørk chokolade eller smelt noget overtrækschokolade og dyp bunden heri.

Lav en glasur ved at røre æggehvide og flormelis rigtig godt sammen. Tilsæt en lille bitte smule eddike, ca 1/2 tsk.

Jeg har lavet min glasur svagt rosa ved at tilføje lidt pastafarve.

Kom glasuren i en lille sprøjtepose eller cornet og sprøjt det fint ud på hjerterne.

Drys til sidst en lille smule frysetørret hindbær og finthakkede pistacienødder på. Hvilket som helst pynt kan bruges, kun fantasien sætter grænser 🙂

Rigtig godt nytår

5 tanker om “Super nemme kransekager”

  1. Jeg kunne godt tænke mig at lave kransekagerne til et bryllup.
    Kan man dyppe stykkerne i chokolade mens de er frosne?
    Hvor lang tid kan de holde sig efter de er tøet op og pyntet?

    1. Hej 🙂
      Jeg vil fraråde at du dypper dem i chokolade mens de er frosne, pga fugt/kondens. Jeg ville tø dem op, sørge for at de er tørre og derefter dyppe dem. Hvis du tempererer chokoladen korrekt, eller bruger overtrækschokolade, kan de sagtens holde sig på køl i en uges tid. Jeg ville dog pynte med glasur dagen før, for den kan godt finde på at opløse sig, selvom de er pakket ordentlig ind.

Skriv et svar til Susanne Birch Annuller svar