Tag Archives: støt brysterne

Brownies med hindbærfromage

Fuldstændig uimodståelige brownies med hindbærfromage! Det var dagens dessert… Og det er ikke helt tilfældigt at det blev til netop denne lille kreation!

Jeg har noget lækkert Valrhona chokolade liggende og nu har jeg gået og kigget på pakkerne i mange dage efterhånden og funderet over hvad noget af det skulle bruges til.

Det jeg i virkeligheden nok tænkte var, hvilken kage fortjener at blive spækket med mørk Valrhona (det rigtige svar her, er jo alle kager) men det jeg havde allermest lyst til i dag, var en mørk og voluminøs brownie!


Opskriften på klassiske brownies finder du her: http://sukkerhjerte.com/noeddefyldt-brownie/

Nu var det jo så heldigt at jeg lige stod og skulle bruge en dessert i dag, så havde jeg en god undskyldning for at lave denne lækre sag.

Så var det jeg tænkte, vi skal have brownie, men der skal da være noget mere, ikke?!

Imens jeg sidder og funderer over mit kagedilemma, kommer jeg til at tænke på alle de Støt Brysterne kampagner der kører i øjeblikket og hører tilfældigvis i radioen at de er i gang med at gøre Danmark lyserød. Yes, det kunne jeg ikke stå for, min brownie skulle da være lyserød!

Så nu har jeg været inde og give en donation til Støt Brysterne som jeg gør hvert år, kreeret denne lille bløde og runde lyserøde sag og gjort et forsøg på at gøre mit sukkerhjerte en lille smule mere lyserød!

Chokoladen har jo i øvrigt rigtig mange gode egenskaber, udover det er sundt og godt for vores helbred, skulle en af egenskaberne eftersigende være at det giver faste bryser!! Det er da ren win win 😉


Ingredienser:

Brownie:

250 gr. smør

250 gr. Valrhona chokolade eller anden god mørk chokolade

3 æg

350 gr. rørsukker

2½ tsk. bagepulver

300 gr. hvedemel

100 gr. valnødder

Hindbærfromage:

2 blade husblas

40 gr. frosne hindbær

2 spsk. vand

Korn fra ½ vanillestang

2 dl. piskefløde

35 gr. sukker

1½ past. æggeblomme

Gelé:

1 dl. frosne hindbær

1 dl. vand

1½ blad husblas

Du skal også bruge:

4 portionsringe, film.

Sådan gør du:
Brownie:

Forvarm ovnen til 180 grader.

Smelt chokolade og smør langsomt ved lav varme i en tykbundet gryde.

Pisk æg og sukker let og luftigt.

Vend chokolade/smørret sammen med æggesnapsen.

Sigt mel og bagepulver og rør det sammen med nødderne (jeg hakkede ikke nødderne) og rør det forsigtigt til sidst sammen med dejen.

Beklæd en form (ca. 30×30 cm) med bagepapir, held dejen over i og bag kagen i ca. 20-25 minutter, eller indtil den føles sprød uden på og svampet inden i.

Hindbærfromage:

Læg husblassen i blød i koldt vand i 15 minutter.

Kog hindbærrende op med vand og vanille.

Nå de har kogt i et minuts tid og bærrene er kogt ud, tilsættes husblassen og der slukkes for varmen. Rør lidt rundt, så den smeltede husblas bliver godt fordelt.

Pisk æg og sukker lyst og luftig.

Pisk fløden til blød skum.

Hæld den let afkølede hindbær/vanille blanding op i den piskede æggesnaps og rør forsigtigt rundt.

Vend det sammen med flødeskummet.

Gelé:

Læg husblassen i blød i koldt vand i 15 minutter.

Kog vand og hindbær op. Tilsæt husblassen og rør rundt.

Si blandingen i en fin si, så du får en helt klar gelé.

Opbygning:

Stik 4 browniebunde ud med en portionsring. (brownien skal være helt kold)

Beklæd de 4 portionsringe med konditorfilm og en browniebund i hver ring.

Fyld ringen næsten helt op med hindbærfromage.

Stil kagerne på køl i en time.

Imens laves gelén og den hældes på toppen af kagerne, når de er kolde og fromagen har fået lov til at sætte sig.

Stil kagerne på køl igen.

Inden servering tages kagerne ud af ringen og filmen fjernes. Lad dem stå og temperere i 15-20 minutter før servering, så brownien bliver blød.

Pynt dem evt. med kakaonibs og lidt pink sparkle glimmer, som jeg har gjort her.