Camilla Plum – Helt i Kage

De fleste af Jer har nok fanget, at jeg skulle til blogger arrangement hos Camilla Plum i går, i forbindelse med release på hende nye kagebog “Helt i kage”.

Da vi ankom var der dækket to langborde fint op med forskellige tallerkner, små kopper, stabler af bøger og friske hortensiaer..

For enden stor der et bord der var spækket med kage!

Jeg kan ikke huske hvor mange forskellige slags der var, men der var mange og jeg fik slet ikke smagt dem alle, jeg nåede til et punkt hvor jeg simpelthen ikke kunne indeholde mere!

Da vi sad og ventede på at alle skulle ankomme og arrangementet starte, kommer Camilla Plum ind i lokalet med en stempelkande i hver hånd og en smøg i kæften for at sige det lige ud.. Der kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, for som jeg havde forventet, udstrålede hun naturkvinde, kogekone og afslappethed au naturelle!

Da alle var ankommet, bød hun velkommen. Hun startede med at gøre det klart for os at hun har aldrig prøvet at holde sådan et blogger arrangement før, hun har aldrig læst en blog og det lød egentlig heller ikke som om at hun havde intentioner om at begynde på det. Så var det ligesom slået fast.. 🙂

Hun fortalte lidt om “Helt i kage” som jo var omdrejningspunktet for dette møde. Det første hun egentlig sagde, var at hendes kager ligner lort, men de smager fantastiske, – og ja, det er hendes egne ord!

Hun fortalte lidt om at grundlaget for at skrive denne bog, er at det er så meget oppe i tiden med kagebagning og der kan jeg jo kun give hende ret. Og som hun fik sagt så fint, hvis man kan sine grundopskrifter, så kan man bage en helvedes masse kager, derfor er hendes bog så tyk!

Hendes overordnede budskab var kort sagt, en kage skal ikke være perfekt, den skal smage godt! Det hun selv mener udskiller hendes bog fra så mange andre, er at nybegyndere i sær, tør begive sig ud i kagebagning!

Efter vi havde smagt de mange forskellige kager, drukket vores kaffe og skyllet ned med vand, blev vi budt på rundtur på Fuglebjerggård.

På gården har man lige nu bl.a. mulighed for at komme og købe æbler og andre spændende ting her i efteråret. Derudover har hun en planteskole, hvor man kan købe alt fra frugttræer, chiliplanter, tomater, blomster og så har hun et enormt udvalg af frø. Udover planteskolen, har hun også sin gård butik hvor man kan købe krydderier og alle mulige sjove ting og sager…

Når man går rund på Fuglebjerggård, bliver man mødt af tusindvis af blomster, planter og kontrolleret kaos i form af blomsterenge, gårdhaver, små stier og hunde og katte der følger nysgerrigt efter…

Der hersker ingen tvivl om at Camillas store passion er hendes tomater og chilier, hun dyrker over 120 forskellige sorter tomater og ligeså mange chilier hvert år.

Hun fortalte meget om styrken på de forskellige chilier, og om deres dufte og hvilke forholdsregler man skal tage sig.

Fuglebjerggård er et utrolig idyllisk landsted, og nogle gange skulle man ikke tro at det var en gård i Helsinge, men et mere eksotisk sted. De eneste der var knap så afslappede, var en flok “angry bird´s” der vendte enden til, da jeg ellers lige havde udset mig et godt snapshot! 😉

Efter rundvisningen i tomat og chili drivhusene, kom turen til planteskolen. Her blev vi introduceret for nogle af mere specielle krydderurter og planter og vi fik mulighed for at mærke og dufte…

Efter den store rundtur, var der tid til at gå rundt og kigge på fri hånd og besøge gårdbutikken. uanset hvor vi bevægede os hen, kunne man høre knipsende kameraer fra de andre bloggere og blev efterfulgt af katte og hunde, stemningen var perfekt.

Alt i alt var det en rigtig dejlig eftermiddag hos Camilla Plum. Jeg kunne dog godt have ønsket at det handlede lidt mere om kage og lidt mindre om alt det andet, men der hersker ingen tvivl om at Camillas store passion ikke i kagerne, men hendes afgrøder.

Kager var dog en positiv oplevelse i sig selv, ligesom Camilla og hendes Fuglebjerggård.

Hvad siger I, kunne I finde på at besøge Camilla og hendes gård?

 

 

Skriv et svar