Honningkager del 1.

 

Hvis du har overvejet at lave honningkager til jul, så er det nu du skal i gang!

Honningkagedej består af en fordej, krydderier og æg og fordejen skal stå og modne i en måneds tid, så det er det perfekte tidspunkt at gå i gang nu.

Jeg har aldrig lavet honningkager før, så jeg har absolut ingen erfaringer og jeg ved derfor ikke hvordan resultatet bliver. Men efter at have læst en masse opskrifter og fremgangs metoder er jeg rimelig sikker på at det nok skal blive godt! 🙂

Jeg har lavet en stor portion dej, da jeg har planer om at dele honninghjerter ud til familie og venner… Man kan sagtens nøjes med den halve portion, den skulle række til omkring 20-25 små honningkager.

Det er noget af en langsommelig process at lave kagerne, men jeg håber og tror på at det er det hele værd.

Første etape består af at lave fordejen, som skal stå og hygge i en måneds tid.

Derefter skal de naturligvis bages. Når de er bagt skulle de eftersigende være noget nær stenhårde og her er det så man skal bevæbne sig med tålmodighed igen.

Man skal bruge en ud af to muligheder, for at få den dejlig bløde honningkage.

Første mulighed er at komme dem i en kagedåse og lade dem stå uden låg i en uges tid, så de på naturligvis suger fugt til sig. Samme princip som det der resulterer i en blød småkage.

Den anden mulighed er at lægge dem i køleskabet med et fugtigt viskestykke over, så har man bløde kager efter en dag eller to.

Men alt dette vil jeg komme nærmere ind på i del 2. og så håber jeg selvfølgelig på at projektet lykkedes. Jeg lover at dele mine erfaringer med Jer, uanset hvad resultatet bliver! 😉

Hele ingredienslisten kommer her, men det er altså kun honning og mel der skal bruges i første omgang.

Ingredienser:

Dobbelportion

1 kg hvedemel

1 kg honning

4 æggeblommer

Brunkagekrydderi

Potaske

 

Sådan gør du:

Smelt honningen ved lav varme, så bliver den nemmere at ælte i dejen.

Jeg rørte min dej på maskinen og æltede den kun i hænderne til sidst.

Ælt mel og honning sammen. Det er ikke sikkert du får brug for alt honningen, men dejen skal hænge sammen uden at fedte, men må ikke smuldre.

Beklæd en skål med vitawrap og kom dejen herop i. Læg et rent viskestykke ovenpå og sæt det evt. fast med en elastik eller et bånd. Der må ikke lægges låg på skålen, for dejen skal kunne ånde.

Og så er det ellers bare at stille skålen ovenpå et køkkenskab eller lign. og så vente til december! 🙂

Jeg er så spændt på at dele resultatet med Jer og jeg håber at I også har lyst til at begive Jer ud i projektet.

Skriv et svar