Indlægget indeholder reklame for Fru. Sød
Fredag d.14 december og endelig weekend. Jeg har planer om at skulle producere chokolade det meste af weekenden, så forhåbentlig har jeg en masse lækkert støbt chokolade at vise Jer i den kommende uge 🙂 I dag står menuen på lækre karameller med smag af mælkechokolade og passionsfrugt.
Ingredienser og fremgangsmåde
- 350 gr kondenseret mælk
- 100 gr mælkechokolade
- 50 gr smør
- 1 stor spsk passionsfrugtpulver
- Mørk chokolade til overtræk
- Usødet kakaopulver og guldstøv ti at rulle dem i
- Karamelpapir
Kondenseret mælk, mælkechokolade, smør og passionsfrugtpulver, varmes op ved middelvarme og under konstant omrøring, til det får en tyk konsistens, man kan trække streger i. Det må gerne boble en lille smule i bunden, men endelig ikke brænde på.
Lad karamelmassen køle af i en times tid i køleskabet, men den skal stadig være blød nok til at man kan trille kugler af den. Jeg har trillet ca. 30 karameller a’ 10 gr af denne portion. Køl dem af igen, og tril dem i tempereret mørk chokolade.
Når chokoladen er størknet, kan de kommes i en frostpose med lidt usødet kakao og guld pulver. Ryst posen forsigtig, og karamellerne er nu fint dekoreret i guld.
Pak dem ind i karamelpapir og opbevar dem på køl indtil de skal spises. De er også helt perfekte som en fin værtindegave 🙂