Indlægget indeholder reklame for Fru. Sød
Søndag d.16 december og kun en uges tid til juleaften. I dag får I et bud på en chokoladeganache med Kick i, altså den søde lakrids… Jeg synes selv at smagen er dejlig og mild og den egner sig rigtig godt til fyldte chokolader. Man kan jo bruge den til alt, hvor man ellers ville bruge en chokoladeganache, den får en dejlig blød konsistens. Jeg har selv brugt den i disse chokoladefrøer i mælkechokolade og med en bund af mørk chokolade.
Ingredienser og fremgangsmåde
- 1 dl fløde
- 100 gr mælkechokolade
- 2 alm Kick lakridser
- et lille nip salt
- tempereret mælkechokolade, mængde passende til din form
- evt. tempereret mørk chokolade til bunden
- evt. lidt guldstøv / bladguld til at dekorere formen med
Skær lakridserne i små stykker og bland med 100 gr mælkechokolade. Varm fløden op til lige under kogepunktet og bland det med chokolade/lakridserne og salt, lad det stå et par minutter. Rør godt rundt og slut af med at blend det fint med en stavblender. Kom ganachen på køl, gerne til dagen efter.
Temperer din chokolade og støb dine chokolader som du ellers ville gøre. Jeg har pyntet formen med lidt guldstøv og bladguld.