Indlægget er lavet i samarbejde med Odense Marcipan
Lørdag d.22 december og det er dagen før dagen, før dagen!! Forleden aften så jeg et pogram på DR1 med Timm, Katrine og Marcus fra Den store bagedyst. Marcus lavede nogle konfektstænger med to slags marcipan og nougat og det er altså konceptet derfra, som jeg har ladet mig inspirere af.
Jeg har brugt en marcipan med pistacie, en med ristet kokos og almindelig nougat, og det smager bare rigtig godt sammen. Et fint bud på konfekt, hvis I mangler at få produceret lidt før juleaften 🙂
Ingredienser og fremgangsmåde
- 2 x 150 gr marcipan
- 150 gr nougat
- 150 gr hakkede mandler
- ca. 50 gr finthakkede grønne pistacienødder
- en god håndfuld ristet kokosmel
- 250 gr tempereret hvid chokolade, alternativt hvid overtrækschokolade
- diverse dims til at pynte med
Ælt 150 gr marcipan med finthakkede grønne pistacienødder. Ælt de resterende 150 gr marcipan med ristet kokosmel. Begge marcipaner rulles ud så de er ca.35 cm lange.
Hak mandlerne relativt groft og bland med halvdelen af chokoladen. Smør det ud i en lang bane på et stykke bagepapir, så bredden og længden passe nogenlunde med de to marcipanruller. Placér marcipan rullerne ovenpå chokoladen og stil dem i køleskabet i 10 minutter.
Imens røres nougaten smørbare, så den kan presses igennem en sprøjtepose. Jeg har brugt en tylle på 1,5 cm, lidt mindre end hvad hver af mine marcipanruller er. Kom alt nougaten op i sprøjteposen, og sprøjt den ud ovenpå marcipanen. Kom stangen på køl igen i 10-15 minutter.
Pensl resten af den hvide chokolade, ud på hele stangen, gerne af flere omgange. Til sidst pynter du hele stangen med det du ønsker. Jeg har brugt hakket pistacie, chokoladespåner, glimmer og sølv.