Jule macarons

Macarons’ne får hurtigt ben at gå på herhjemme i øjeblikket, de bliver nemlig delt ud til højre og venstre som hyggelige julegodter.

Men det er ren win/win, for folk bliver glade og jeg får bagt væsentlig mere end jeg gjorde sidste år. – Og er der egentlig noget mere hyggeligt end at lave julebagværk?

I sidste uge lavede jeg små snemænd og i dag blev det til kranse med glitrende sløjfer.

En krans svarer til ca 2 1/2 normal macaron i størrelsen og de er fyldte med min favoritganache, som man nemt kan “krydre” efter smag. Prøv f.eks at komme lidt lakridspulver i, kanel eller brug en orangechokolade. Kun fantasien sætter grænser!

 

Ingredienser

Ca. 30 stk / 15 sammenlagte macaron kranse

 

Macarons:

150 gr + 20 gr sukker

½ dl vand

55 gr + 55 gr æggehvide

150 gr mandelmel

150 gr flormelis

Grøn pastafarve

evt. små sølv krymmelkugler

 

Chokoladeganache:

200 gr 70% mørk chokolade

3 dl fløde

40 gr honning

evt. 1 tsk kanel / 2 tsk lakridspulver for ekstra smag

 

Pynt:

Lidt rød glasur lavet af flormelis og æggehvide

evt. lidt rødt spiseligt glimmer

 

Sådan gør du:

Macarons:

Pisk 20 gr sukker med 55 gr æggehvide til det bliver en hvid luftig marengs der danner bløde toppe. Brug gerne en røremaskine, det gør arbejdet meget lettere.

Kom vand og 150 gr sukker i en kasserolle og lad siruppen koge indtil den når 118 grader.

Imens røremaskinen kører på fuld blæs, hældes den varme sirup i, i en tynd stråle. Marengsen vil nu blive meget varm og “vokse” lidt i skålen. Lad marengsen køre indtil den er næsten kold.

Tilsæt den grønne pastafarve.

Sigt flormelis og mandelmel sammen i en skål. Tilsæt 55 gr æggehvide og rør det sammen. Massen får en marcipan agtig konsistens.

Når marengsen er pisket næsten helt kold, blandes den i “marcipanmassen” lidt ad gangen, indtil det hele er godt blandet sammen og dejen er flot blank.

Kom dejen i en sprøjtepose med en glat tyl, den jeg bruger er ca ½ cm. Sprøjt 6 runde macarons ud ved siden af hinanden så de danner en krans. Det er nemmest hvis man starter med den øverste og den nederste og derefter laver 2 ovenover hinanden i hver side, så bliver kransene nogenlunde ens. Og bliver de ikke helt ens, så gør det ikke noget… Bare de så er nogenlunde lige skæve, det var mine nemlig! 😉

Sprøjt ca 30 kranse ud og drys dem evt. med en smule sølv krymmelkugler eller andet krymmel. Men pas på med ikke at komme for meget på, for så er det ikke rart at spise.

Bag dem i 12-15 minutter i en forvarmet ovn på 150 grader. Jeg bruger altid varmluft.

 

Chokoladeganche:

Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad eller i microovnen. Bring fløde og honning i kog. Det må gerne lige boble i 10 sekunder.

Hæld 1/3 del af fløden over chokoladen og rør kraftigt med et spiskeris. Gentag dette to gange mere, og rør rundt til det er en blank og homogen masse. Kom ganachen i en bøtte, læg husholdningfilm ned over og stil den på køl i ca 4 timer og gerne til dagen efter.

 

Montering:

Læg først kransene sammen parvis, så du ved hvilke der passer sammen. Rør den røde glasur sammen, kom den i et lille cornet eller sprøjtepose og lave små fine sløjfer, lad dem herefter tørre en times tid, hvis der skal glimmer på.

Skal der glimmer på skalsløjfen pensles med enten spiselig lim eller æggehvide, før der duppes glimmer på med en lille pensel.

Ta’ chokoladeganchen ud af køl ca ½ time før du skal bruge den. Rør godt rundt i den, så den bliver lidt blødere og kom den i en sprøjtepose med en glat tyl.

Sprøjt små dutter ganache ud på hele kransen og læg dem herefter sammen.

Opbevar dem i en bøtte i køleskabet og lad dem gerne stå 1-2 dage før de nydes, så fugten fra ganachen trænger ud i macaron’en.

Glædelig jul

 

Skriv et svar