Denne opskrift har jeg fundet i “Den blå Bagebog” fra Tørsleffs Husmoder Service
. I hæftet hedder opskriften Nemme Juletræsfigurer. Opskriften er meget simpel, jeg havde næsten alle ingredienserne i forvejen, måtte kun købe kærnemælk før jeg kunne komme i gang. Når dejen er slået sammen, skal den en hurtig tur i køleskabet, ½ til en hel time, inden den er nem at arbejde med. Min dej stod i køleren natten over, men det var lige i overkanten… Måtte arbejde “hårdt” for at dejen kunne blive smidig igen… :o) Jeg har pyntet mine figurer med knækglasur, opskriften findes herinde. Denne opskrift egner sig bedst til pynt, men kan sagtens spises.
Ingredienser:
50 gr. margarine, 65 gr. farin, 3/4 dl. sirup, ½ dl. kærnemælk, 250 gr. hvedemel, 1 tsk.kakao, 1 tsk. kanel, ½ tsk. allehånde, 1/4 tsk. natron.
Sådan gør du:
Rør margarinen blød med en håndmixer med dejkroge. Rør derefter farin og sirup i og derefter kærnemælken. Bland mel, krydderier og natron i en skål for sig, og sigt derefter den tørre blanding op i den våde blanding. Ælt indtil dejen er smidig og ensartet. Bages ved 165 grader i 15 minutter.