Vanillekranse

I min familie er vanillekransen et absolut must til jul. Vi spiser dem gennem hele december og gerne i store mængder! 🙂

Her får I en dejlig nem opskrift og man kan med fordel lave dejen nogle dage i forvejen og putte den i køleskabet, eller fryse den ned til senere brug.


Ingredienser:

500 gr. hvedemel

360 gr. blødt smør

250 gr. sukker

2 æggeblommer

100 gr. finthakkede mandler

Kornene fra 1 vanillestang

Sådan gør du:
Smut mandlerne og hak dem forholdsvis fint.

Kom smør, mel, sukker, vanille og mandler i en skål og ælt det sammen. Om man ælter det med hænderne eller i en røremaskine er ligemeget, bare det bliver smuldret godt sammen, så smørret er helt indarbejdet.

Til sidst tilsættes de to æggeblommer og dejen samles og æltes godt igennem.

Del dejen i 2-3 portioner og kom det i frostposer og læg det derefter på køl. Dejen har altså bedst af at ligge i køleskabet natten over, men er man utålmodig vil 3-4 timer i køleskabet også kunne gøre det…

Når man laver vanillekranse er det jo optimalt hvis man har en kødhakker med en stjerneplade til. De fås både til røremaskiner og med håndsving. Har man ikke en i forvejen, kan man sagtens rulle dejen med hænderne og lave glatte kranse…

Ta lidt dej ad gangen, ælt det blødt og kom det i kødhakkeren. Form stjerne “pølserne” til kranse og læg dem på bagepladen.

Bag dem i ca.8 minutter ved 200 grader varmluft, alt efter hvor hårdt ovnen bager.

Bag kun én plade ad gangen, det giver det pæneste resultat. Husk også at køle pladerne af inden næste portion kommer på, ellers kan det ske at dejen når at smelte inden de bliver bagt og så får man kranser der er flydt meget ud.

Opbevar vanillekransene i nogle lufttætte dåser, så kan de holde sig hele december, medmindre man ikke kan holde nallerne fra dem 🙂

3 tanker om “Vanillekranse”

  1. Hej, jeg og familien er så glade for din vaniljekrans opskrift men nu kan jeg ikke længere tåle mandler. Kan jeg erstatte mandelmængden med mel i stedet. Håber du kan finde tid til at svare. Jule hilsen Birthe

    1. Hej Birthe,

      Øv hvor træls at du ikke kan tåle mandler! Er det kun mandler, eller er det nødder generelt? For ellers kan du prøve at erstatte mandlerne med afskallede hasselnødder i stedet. Hvis ikke det dur, så vil jeg tro at du sagtens kan undlade mandler/nødder helt, så får du jo bare en vanille småkage uden smagen af mandler. Jeg tror ikke du skal begynde at tilsætte mere mel, kun hvis dejen slet ikke er til at arbejde med… Du kan også evt. prøve at tilsætte lidt af denne mandelaroma fra Dr. Oetker så du om ikke andet, får lidt mandelsmag. Udfra hvad jeg kan læse, så er den egnet for allergikere!

      Jeg håber du får lavet nogle lækre kranse, du må endelig melde tilbage! Rigtig glædelig jul til dig og din familie 🙂

      Hilsen Louise

Skriv et svar til birthe Annuller svar