Verdens bedste brownies

 

SONY DSC

Verdens bedste brownies! Ja, det tillader jeg mig at kalde dem, for de er virkelig to-die for! Opskriften på verdens bedste brownies forpligter jo, men den her er spækket med lækker mørk chokolade, oreo’s en masse og toppet med peanutbutter og havsalt. What’s not to like? Jeg knuselsker denne kage, specielt når den er opgraderet med oreo’s og PB.

Jeg bager den præcis 35  minutter 180 grader varmluft, det gør den helt perfekt hos mig. Gennembagt, men alligevel godt fugtig indeni som en ægte brownie skal være.

Er det første gang man skal bage dette vidunder, så skal man lige holde øje med den i ovnen, for det kan jo godt variere lidt hvor meget den skal have… Min er færdig når jeg kan trykke den let ned, men stadig fornemmer at den ikke er flydende i midten. Har man taget den ud af ovnen og efter et stykke tid erfarer at den nok lige skulle have haft lidt mere, så fortvivl ikke! – Sæt den i køleskabet et par timer! Mængderne af smør og chokolade i kagen, gør at den stivner og bliver skærbar.

Vil man pimpe den endnu mere og give kagen lidt lille spark og Mmmh… faktor, så kan jeg varmt anbefale at tilsætte en lille halv tsk. stødt chili.

 

 

Ingredienser:

250 gr smør

250 gr mørk chokolade

3 æg

350 gr sukker eller rørsukker

2½ tsk bagepulver

300 gr hvedemel

150 g grofthakkede valnødder

16 oreo’s (eller det antal der passer til formen)

3-4 spsk peanutbutter (både fint og groft kan bruges)

Havsalt

 

Sådan gør du:


Forvarm ovnen til 180 grader.

Smelt chokolade og smør langsomt ved lav varme i en tykbundet gryde.

Pisk æg og sukker let og luftigt.

Vend chokolade/smørret sammen med æggesnapsen.

Sigt mel og bagepulver og rør det sammen med meget groft hakkede valnødder.

Beklæd en form (ca. 30×30 cm) med bagepapir og kom halvdelen af dejen i.

Fordel et tæt lag med oreo’s. Kom resten af dejen oveni.

Fordel et par spsk.fulde peanutbutter ovenpå dejen og kør det lidt rundt med en ske.

Til sidst, drys med lidt havsalt på toppen.

Bag kagen på midterste rille i ovnen ved 180 grader varmluft i ca.35 minutter.

Lad kagen køle helt af, før den skæres i små firkanter.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *