Jordbær roulade

Jeg synes ikke at der er ret meget der stikker en god gammeldags roulade!

Den er nem og tager ingen tid at lave. Den kræver ikke et stort arsenal af ingredienser og så kan den varieres ud i en uendelighed!


Ingredienser:

3 æg

150 gr. flormelis

45 gr. kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

25 gr. ristet kokosmel

Fyld:

3 dl. piskefløde

1 bakke jordbær

100 gr. mælkechokolade

Sådan gør du:
Æggene deles og blommerne piskes let og stilles til side.

Pisk hviderne let og tilsæt 50 gr. flormelis og pisk for fulde drøn i et par minutter. Tilføj yderligere 50 gr. flormelis og pisk nu videre ved lavere hastighed.

Når marengsen er fin og glat, tilføjes de sidste 50 gr. og der piskes videre i ½ minuts tid.

Kokosmelet ristes lidt på en tør pande til det bliver lysebrunt. Det fremhæver smagen.

Sigt kartoffelmel og bagepulveret sammen og vend det i marengsen. Bland kokosmelet i æggeblommerne og vend sammen med marengsen.

Fordel hele herligheden på en bageplade, beklædt med pagepapir og bag den i en forvarmet ovn ved 200 grader i 8-10 minutter.

Når den er bagt færdig, skal den lige stå og dampe af i et par minutter.

På et nyt stykke bagepapir, drysses et godt lag sukker.

Ta´ rouladebunden og vend den over på bagepapiret med sukker. Lad den afkøle et par minutter mere, inden bagepapiret den har bagt på, trækkes af.

Læg et fugtigt viskestykke over rouladebunden, mens fyldet gøres klar.

Pisk fløden stiv og vend den hakkede chokolade i.

Skær jordbærrene i skiver.

Fordel fløden på rouladebunden og læg jordbærrene ovenpå i et jævnt lag.

Ved hjælp af bagepapiret som bunden ligger på, rulles rouladen sammen.

Start i den ene ende og rul den forsigtigt lidt ad gangen.

Det er en god idé at rulle bagepapiret om rouladen til sidst, og derefter rulle den i et stykke staniel eller husholdningsfilm, så er det lidt nemmere at “få styr” på rouladen.

Stil den på køl i et par timer før servering, så den sætter sig.

Skriv et svar