I september var jeg til blogger arrangement hos Camilla Plum, hvor jeg smagte en masse af hendes kager og fik hendes nye bog, Helt i kage, med hjem.
Indtil videre har jeg kun fået bagt en af kagerne fra bogen, nemlig Kagen der kan det hele. Det var den kage jeg smagte hjemme hos hende, som jeg bedst kunne lide.
Kagen er en basiskage, hvor man uden besvær kan variere hvad der skal puttes i af frugt. Da jeg bagte den, valgte jeg at komme syrlige æbler og nektariner i og det smagte bare himmelsk.
Kagen kan nemt spækkes med frugt og bær, den hæver fint op og bliver ikke for tung.
I bogen rækker opskriften til 3 kager, den er nemlig yderst frysevenlig. Vil man nøjes med at bage 1 eller 2 kager, så deler man bare mængden af ingredienserne..
Ingredienser:
2,5 kg æbler, eller andet frugt.
750 gr. smør
750 gr. rørsukker
9 æg
500 gr. hvedemel
100 gr. rismel eller kartoffelmel
1 spsk. bagepulver
evt. lidt kanel og sukker til at drysse på toppen.
Sådan gør du:
Vask æblerne og skær dem i passende stykker.
Smør formene eller beklæd dem med bagepapir.
Pisk smør og sukker lyst og luftigt.
Pisk æggene i ét ad gangen, så de bliver godt indarbejdet mellem hvert æg.
Bland mel, ris/kartoffelmel og bagepulver og sigt det i dejen. Vend melet rundt i dejen, til det er lige akkurat blandet.
Fyld dejen i formene til de er halvt fyldte og tryk derfeter alle æblestykkerne i, så formene bliver helt fyldt op.
Bag kagerne ved 170 grader varmluft til de er færdige. Min kage bagte næsten 70 minutter før den var gennembagt, så lad jeg ikke skræmme hvis det tager lang tid 🙂