Kanelgifler

Med disse kanelgifler har jeg taget udgangspunkt i opskriften på Nemme Horn.

Til giflerne her, har jeg valgt at bruge sødmælk i stedet for mini/letmælk, da disse små gifler ikke skal pensles. Jo federe mælken er, jo mere gylden bliver bagværket. Havde jeg brugt minimælk som jeg normalvis bruger, var det blevet nogle små blege kedelige gifler, medmindre jeg havde penslet dem med æg. De smager super dejlige, og så tager de bare ingen tid at lave. Velbekomme.


Ingredienser:

Se opskriften på Nemme Horn, husk at bruge sødmælk.

Remonce:

150 gr. smør, 4 spsk. sukker, 1½ spsk kanel – eller efter smag.

Sådan gør du:
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, skær den i 2 lige store stykker. Denne dej skal ikke æltes når den har hævet, men bare rulles ud til ca.40 x 15 cm. Smør halvdelen af remoncen på, og rul dejen sammen. Skær “pølsen” i passende stykker. Til forskel fra kanelsnegle, skal disse gifler ikke vendes om på “ryggen” og mases som man normalt ville gøre. Man skærer bare dejpølsen i passende stykker og lægger dem derefter over på en bageplade. Gør ligesådan med den anden del af dejen. Der er til ca.40 små gifler i sådan en portion her.

Bag dem i ovnen på 225 grader i 10 minutter. 🙂

Skriv et svar