De dejligste, sprøde cookies med peanutbutter og chokolade.
De er så nemme at lave og så er dejen egnet til at komme i fryseren, så det er nemt lige at tage ud, når man impulsivt får lyst til cookies!
De holder sig fint sprøde i en uges tid i en kagedåse, hvis ellers man kan holde nallerne fra dem i så lang tid.. 🙂
Ingredienser:
150 gr. smør
125 gr. brun farin
125 gr. sukker
1 æg
225 gr. grov peanutbutter
50 gr. hakkede peanuts eller andre nødder, f.eks mandler eller hasselnødder
150 gr. hvedemel
100 gr. grofthakket chokolade
1 tsk. natron
1½ tsk. groft salt (undlades hvis der er brugt hakkede saltede peanuts)
Sådan gør du:
Rør smør, farin og sukker med en elpisker eller en røremaskine, til sukkeret er godt indarbejdet med smørret.
Tilsæt ægget og rør videre til dejen er helt lind.
Derefter tilsættes resten af ingredienserne og dejen røres til det er lige akkurat godt blandet sammen det hele.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Tril dejen til kugler på størrelse med en valnød og placér 12 stk. på hver plade, med god mellemrum, de flyder nemlig ud.
Pres dem let flade med en gaffel og bag 1 plade ad gangen i 8-10 minutter indtil de er gyldne.
Når de kommer ud af ovnen er de helt bløde, men de bliver sprøde efterhånden som de bliver kolde.