Disse cupcakes smager af jul, hygge og rom/rosin.
De er så lækre! Det er en fast muffin der ikke er for sød og så kan man selvfølgelig putte mere eller mindre rom i efter smag.
Er man ikke for vild med rosiner, vil de også smage dejligt med tørrede tranebær.
Ingredienser:
3 dl. rosiner
3 spsk. rom
5 dl. hvedemel
1 spsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1 1/4 dl. brun farin
2 æg
2½ dl. mælk
6 spsk. becel eller solsikkeolie
Sådan gør du:
Rosinerne lægges i blød i rommen et par timer før bagning.
Sigt mel, bagepulver, salt og sukker ned i en skål.
Pisk æggene i en anden skål og pisk derefter mælk og fedtstof sammen med æggene.
Pland de tørre og de våde ingredienser sammen og rør rundt til det lige akkurat er blandet.
Tilsæt rosinerne og evt. en smule ekstra rom.
Fordel dejen i 12 papirsforme, gerne i en muffinform så de ikke flyder ud.
Bag dem i ca. 20 minutter ved 200 grader, til de er blevet gyldne og hævet flot op.