Snickerskage

Så blev det min tur til at forsøge mig med den famøse snickerskage og hold nu op hvor smager den godt! Jeg vil nu nok nærmere påstå at det er en konfektkage, for den er virkelig tung og massiv, men den er yderst dejlig at sætte tænderne i!

Om den smager af Snickers, det kan jo så diskuteres, men der er i hvert fald en stor genkendelighed i kagen!

Jeg har valgt at lave en dåse Dulce de Leche, altså en dåse kondenseret mælk der er kogt i 4 timer og på denne måde er blevet til den lækreste karamel. Kondenseret mælk kan købes i de fleste supermarkeder, og står som regel sammen med sukker/sirup.

Jeg bagte min kage i et forholdsvis lille fad ca.18×27 cm. Det gav en lækker tyk bund, men den blev til gengæld også lidt ujævn. Så hvis man ønsker en helt flad, men tyndere bund, så skal man bruge et lidt større fad.

Om man bruger saltede peanuts eller usaltede, er et spørgsmål om hvad man selv foretrækker. Jeg kan godt lide salt sammen med karamel, det smager fantastisk! Men jeg synes alligevel at det ville blive lige voldsomt nok med alle de saltede peanuts i kagen, så jeg brugte både saltede og usaltede.

Alternativ kan man lige give peanutsne et hurtigt skyld under vandhanen, så noget af saltet forsvinder.

Jeg har brugt ganske almindelig mørk chokolade til toppen, her kan man selvfølgelig også bruge mælkechokolade hvis kagen skal være mere børnevenlig.


Ingredienser:

200 gr. blødt smør

1,5 tsk. bagepulver

3 æg

4 dl. mel

4 dl. sukker

1 dåse kondenseret mælk

200 gr. mørk chokolade

250 gr. peanuts

Sådan gør du:
Karamel:

Start med at kog den kondenserede mælk og gerne dagen før. Den skal koge i 4 timer i en gryde der er stor nok til at dåsen er dækket med vand. Det er nødvendigt at fylde vand på flere gange undervejs og der skal ikke låg på gryden. Når jeg koger kondeseret mælk, lader jeg den bare være lige omkring kogepunktet hele tiden, den står ikke og bulderkoger.

Når der er gået 4 timer, lader man bare dåsen stå på køkkenbordet og lader den køle af, det kan godt tage noget tid. Derefter er dåsen klar til at blive åbnet og man har den lækreste karamel klar til brug.

Kage:

Rør smør og sukker lyst og luftigt.

Tilsæt et æg ad gangen og rør godt imellem hvert æg.

Sigt mel og bagepulver i smørblanding og rør det hele sammen til en ensartet dej.

Beklæd et ildfast fad med bagepapir og kom dejen i.

Drys alle peanutsne henover dejen i et jævnt lag.

Bag kagen i en forvarmet ovn i ca.40 minutter ved 175 grader.

Jeg vil anbefale at man tjekker kagen efter 25 minutter. Dejen kan godt være lidt finurlig og bagetiden kan variere alt efter hvor stort et fad man gruger og hvor tykt laget med peanutsne er. Så prik i dejen jævnligt efter de første 25 minutter. Min kage bagte i ca.50 minutter, men den var også meget tyk.

Opbygning:

Når kagen er kommet ud af ovnen og kølet lidt af, hældes den kolde karamel oven på. Fordel karamellen i et jævnt lag og kom kagen i fryseren.

Karamellen er nødt til at være virkelig kold og gerne lidt frossen for at man kan smøre chokolade oven på, ellers bliver det blandet sammen pga. karamellens konsistens.

Temperer chokoladen og smør den ud over den kolde karamel.

Lad chokoladen størkne og skær kagen ud i små mundrette stykker.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *