Jeg har haft besøg af de gamle i dag, og da de begge har en sød tand der siger spar to, så måtte der flødekager på bordet!
Jeg har lavet bund og top af marengs, brugt friske jordbær, lavet fyld af vanillecreme og flødeskum med hakket lys chokolade… Puha..!
Ingredienser:
Opskriften på marengs finder du her: http://sukkerhjerte.com/kyskager/
Kagecreme med vanille:
Kornene af ½ vanillestang
5 dl. sødmælk
6 æggeblommer
150 gr. sukker
40 gr. Maizena
Fyld:
4 dl fløde
50 gr lys eller mørk chokolade
1 bakke jordbær
Lidt hakkede usaltede pistacienødder (til pynt, kan undlades eller evt. erstattes af chokolade)
Sådan gør du:
Start med at lave marengs bundene. Der er til ca. 8-9 kager i sådan en portion, dvs. 16-18 bunde/toppe på ca 7 cm i dia.
Kagecreme med vanille:
Bring mælken og vanillen i kog. Pas på det ikke brænder på.
Pisk æggeblommer og sukker kraftigt, til det bliver helt lyst.
Tilsæt maizena i skålen uden at røre rundt.
Hæld den kogene mælk i blandingen, mens der røres rundt.
Når mælken er blandet godt sammen i blandingen, hældes den tilbage i gryden og koges i ca.1 minut under kraftig omrøring.
Når cremen er kogt og tyknet, hældes den igennem en sigte over en skål og tildækkes med husholdningsfilm så det dækker overfladen af cremen.
Fyld:
Pisk fløden stiv (ta´ lidt fra til at lave rosetter på toppene med) og tilsæt det finthakkede chokolade.
Rør lidt i cremen så den bliver lind og vend den derefter i fløden.
Skyld jordbærrene og tør dem godt af. Snit dem fint, så de danner en “vifte” og læg 1-2 jordær på hver bund. Sprøjt en god klat flødecreme ovenpå jordbærrene og læg toppen på.
Lav en lille flødeskumsroset på hver af toppene, drys med lidt hakkede usaltede pistacienødder og slut af med et halvt jordbær.