I dag er der præcis 2 mdr. til jul. Min jul starter dog laaang tid før, hvis jeg kunne bestemme, så skulle det være jul altid, elsker det simpelthen!
Noget af det jeg elsker allermest ved julen, er selvfølgelig alt det lækre bagværk og ikke mindst konfekt! Jeg synes det er noget af det mest hyggelige at lave, så derfor har jeg så småt (meget småt) taget hul på konfekt sæsonen i dag.
Dette lille stykke konfekt er nok noget nær det mest simple man kan udsætte sig selv for! Hvis man ikke er til hvid chokolade og de ting jeg har proppet i, så bruger man bare mørk og de ting man nu godt kan lide.
Jeg elsker selv hvid choklade og pistacienødder, så det har jeg selvfølgelig brugt til min udgave her…
Ingredienser:
400 gr. hvid chokolade
2 dl. mini skumfiduser
½ dl. usaltede pistacienødder
1 dl. usaltede peanuts
1½ dl. tørrede abrikoser, hakket groft
1 spsk. frysetørrede hindbær
1 dl. tørrede tranebær
Sådan gør du:
Smelt chokoladen og vend alle ingredienser i.
Put blandingen i en passende form beklædt med bagepapir og stil på køl.
Når chokoladen er stivnet, skæres den i konfektstykker eller barer.