Biscotti med Lime og Pistacie

Jeg elsker altså bare biscotti og jeg laver dem for sjældent!

De er SÅ nemme at lave og så smager de bare vidunderligt, næsten ligegyldigt hvad man propper i dem..

I disse har jeg puttet mandler, pistacienødder og limesaft i. Smagen af lime er meget diskret, så hvis man synes kan man sagten rive limeskallen og fylde i også.


Ingredienser:

180 gr. mel

1 tsk. bagepulver med top

110 gr. sukker

2 æg

Korn af 1 vaniljestang

1 lime

100 gr. mandler

50 gr. usaltede pistacienødder

Sådan gør du:
Hak mandlerne meget groft.

Bland alle ingredienser og tilsæt æggene 1 ad gangen og rør godt rundt.

Dejen bliver meget flydende, så stil den i køleskabet 1-2 timer, så den sætter sig lidt.

Forvarm ovnen til 180 grader.

Del den kolde dej i 2 dele, den er stadig meget flydende og fedtet, men den kan lige akkurat formes til to lange og smalle “brød”.

Med våde hænder, presses “brødene” lidt på toppen, så de bliver en smule flade.

Bag dem i ca. 15-20 minutter, til de føles faste men stadig bløde.

Tag dem ud og skær dem i stænger af ca. 1 – 1½ cm. tykkelse.

Sænk temperaturen til 110 grader.

Læg dem nu på bagepladen igen, men med siden opad.

Bag dem yderligere 30-45 minutter ved 110 grader, så de får lov til at tørre ud. Jeg plejer at vende dem efter ca. 20 minutter så jeg ikke risikerer at de er bløde på den side der har vendt nedad.

Skriv et svar